”Sif Meincke bevæger sig med sin hudløse portrætkunst mellem det synlige og usynlige. Hun nøjes ikke med at fotografere facader, men vil indfange det facadeløse ansigt. I sidste instans lever vi af lyset fra den andens ansigt. Det er ikke uden grund, at den tidligere fotograf på Ekstrabladet fik idéen til bogen: ”Sig ja! Hvad præster véd om kærlighed” – som hun realiserede sammen med Sissel-Jo Gazan.”

Leif Bork Hansen, Sognepræst Lyngby-Taarbæk

”At blive fotograferet er meget personligt for mig. Jeg er både genert og selvkritisk – og meget bevidst om, hvad jeg ønsker af slutresultat – så jeg er ikke umiddelbart let at åbne. Det er lykkedes virkelig godt for Sif og derfor har det været specielt at møde hende.

Sif er god til at give mig selvtillid, mens vi arbejder. Har jeg paraderne oppe, lægger hun dem ned og så gir hun mig lov at fylde så meget, som jeg nu tør. På den måde har jeg så meget tillid til Sif, at jeg omvendt også prøver at gøre, hvad hun siger, uden at lade min generte natur spænde ben for ideerne. Jeg tror, at det er vigtigt, at man siger ja og ser, hvad det bringer med sig og jeg håber og tror, at jeg en dag igen får fornøjelsen.”

Søs Fenger

”Jeg har kendt Sif igennem 12 år, hvor hun har fotograferet mig flere gange – i helt forskellige situationer. Hun er visionær, nytænkende og god til at få portrættet til at afspejle den kontekst, det skal indgå i. Det er tydeligt at mærke, at hun har en ide, allerede inden vi mødes. Hun ved præcist, hvad hun vil med billedet – og så er hun virkelig kunstnerisk stædig, hvilket er meget charmerende. Sif formår at komme ind under huden, og det er lykkedes hende at ramme noget dybt i mig, som gør at jeg har brugt hendes portrætter til at vise andre, hvem jeg er. Det er der ikke mange fotografer, der kan.”

Martin Spang Olsen

”De tre primære ting, der falder mig ind, når jeg tænker på Sifs virke som fotograf – og de gange vi har samarbejdet – er, at hun for det første er topeffektiv. Hun er professionel, to the point og hurtig. Derudover, og endnu vigtigere, formår hun at få én til at føle sig godt tilpas. Hun får én til at slappe af og dette på trods af det effektive gen. Det vil sige, at hun meget hurtigt får skabt et afslappende rum, en stemning og vibe, som gør at man i højere grad slipper sig selv en anelse, tager toppen af selvbevidstheden og ’skal jeg køre hånd til hage eller ung vred mand?’- energien.Sluttelig, så er Sif superkrea og god til at tænke out of the box – også selvom det ’kun’ drejer sig om et lille portræt. Sif får den alligevel drejet, hun finder den vinkel, den kant, den belysning, den genstand eller den location, som gør forskellen – som giver fotoet dets unikness. Og så kører hun oveni hatten hardcore Landrover. Man bliver jo helt bange…”

Christian Stadil

”Der er ingen anden end Sif Meincke, der kan lokke mig ud på det yderste af Københavns Havn en solskins- og blæsende februardag, fordi hun har fået en god ide. Særdeles mange måger var ”grounded” på kajkanten i alt for meget blæst. Stå i præstekjole på en høj rusten dampkoger fra en gammel slæbebåd? Ja, sagde Sif, det vil være fantastisk. Dampkedel, rajgræs, slæbebåd, solskin og præst med Ray Ban-solbriller. Og det var det! Det gav sig selv. Jeg frøs som fuglene og blev portrætteret i næsten flyvende krageflugt over den københavnske skyline kun fastholdt Sif, som aldrig svigtende fuglefænger. Og er en god fotograf ikke noget, der kunne ligne en tyvagtig skade af de særligt skinnede øjeblikke, hvor motivet viser sig fra sit bedste side?”

Flemming Pless, Sognepræst

”Hjerneforskning i den nydelsesfulde hjerne har vist, hvordan det gamle mundheld om at “man skal yde før man kan nyde” rammer langt ved siden af, og hvordan det snarere gælder at man slet ikke kan yde uden at nyde. Mit besøg for at få lavet et portrætfoto hos Sif Meincke var på mange måder som en rejse i nydelse. Med ansigtet dyppet i herlig mørk chokolade var det meget svært ikke at slikke sig om munden, men Sif insisterede på at det ville ødelægge det hele – og min nydelsesfulde hjerne fulgte trop i forventningen om hendes portræt ville stå mål med afsavnet. Man kunne måske derfor tro, at jeg dermed havde vist, at man skal yde, før man kan nyde, men sandheden er nok snarere, at jeg aldrig ville have ydet uden den udsøgte nydelse at blive fotograferet af Sif.”

Morten Kringelbach, hjerneforsker

Når man taler med Sif, virker det som om hun ikke hører efter. Det gør hun heller ikke! Hun er på jagt efter et portræt, hun prøver at lure dig, hvad ligger der bag din selviscenesættelse?Sif kan se noget, du ikke selv kan se.

Nu løfter hun kameraet, det virker allerede truende. Det er, som når haren standser forbavset op og kigger på jægeren der hæver geværet, – hvad skal der nu ske?

Så farligt er det nu ikke med Sif, fordi hendes kvindelighed overstråler hendes determinisme.

Nu løfter hun kameraet, som jægeren geværet. Hun bevæger sig, let foroverbøjet, hun kigger dig ikke ind i øjnene, men omkring dit ansigt, – du er et objekt!

Nu skal du fotograferes af Sif, hun skal lave et portræt, du skal aflures, du skal afsløres, det er en transformation, nu skal du fotograferes, som hun ser dig, og som du måske selv ikke vidste, du kunne fremstå.

Vi vil jo helst tage os godt ud, se bedre ud end vi egentligt gør. Sådan er det også med verden, vi er nød til at se den med lyse øjne, ellers er det ikke til at holde ud. Sif er et varmt, venligt menneske, som ikke er interesseret i at fotografere en, så man ligner en uafhentet, aldrende, ensom eller frygtsom mand. Nej, Sif har sans for poesien, man må gerne fremstå som stolt, som livs nydende, som tilstedeværende.

Jeg er selv instruktør og får spillerne til mange ting, fordi vi har et manuskript. Med Sif gik vi på gader og veje, hun fik mig til at sætte mig på fortovet, ude ved havnen. Jeg skulle læne mig op ad et jernstakit, – og jeg tænkte: ” bare nu ingen ser mig”. En varebil kom forbi, to grinende håndværkere stak hovedet ud ad vinduet og spurte, om jeg havde drukket for meget, – de var væk, inden jeg kunne fortælle, at jeg skulle fotograferes.

Nu løfter hun kameraet igen og siger, at jeg skal ranke ryggen, – det sagde min mor også i sin tid, så det gør jeg! Hun tager mange billeder, jeg synes det er for meget, jeg er jo ikke nogen operahelt, – men alligevel. Senere kigger Sif og jeg billederne igennem. Med hendes lange pegefinger peger hun på et ud af halvtreds og siger, det er det bedste. Jeg peger på nogle andre, – vi arbejder med det. Til sidst lander vi der, hvor Sif var i starten, – hun har ret, det er det bedste!

Sif får det som hun vi há det. Klogskab forenet med en stor poetisk iagttagelsesevne. Jeg kan ikke helt genkende mig selv i de portrætter Sif har lavet af mig. Vi lever jo i jantelovens lille forblæste land, og har man lov til at være så livsnydende og stolt? Ja det har man når man er i selskab med Sif og hendes kamera, Og hvorfor ikke? I de senere år har jeg øvet mig i igen og igen, på min mest vigtige filosofiske linje: “NYD LIVET”.

Erik Clausen

Næste >>